Leveringsgrænse uden tekst

Vision, ambitioner og mål for varme i Halsnæs Forsyning

Halsnæs Varme A/S er en del af Halsnæs Forsyning, og leverer fjernvarme til omkring 14.000 borgere i Frederiksværk og nærmeste omegn. Vi har kedelanlæg på Havnevej og en satellitcentral på Magleblik. Vores ledningsnet er cirka 120 km langt.

Varmen producerer vi udelukkende af biobrændsler som træflis, træpiller og rapsolie. Den årlige produktion er cirka 100.000 MWh.

Varmen bliver leveret til forbrugerne som varmt vand med en fremløbstemperatur på cirka 90 grader om vinteren og cirka 70 grader om sommeren.

Lidt historie

Produktionsanlægget på Havnevej blev indviet i 1985, og var fra starten baseret på fyring med halm, kul og olie. Efter nogle år blev kullet skiftet ud med træpiller, og i 2001 blev halmkedlen erstattet med værkets første kedel til flis.

Indtil 2002 modtog vi spildvarme fra Stålvalseværket. Da Stålvalseværket lukkede, blev det besluttet at anskaffe yderligere en kedel til flis.

I 2003 skiftede vi over til rapsolie på de to oliefyrede enheder på anlægget på Havnevej 8. Dermed blev anlægget 100 procent baseret på fyring med biomasse.

I 2013 blev den gamle træpillekedel udskiftet med en ny på 10 MW.

I 2016 blev en oliekedel på varmeværket udskiftet efter 31 års brug, først på De Kommunale Værker på Strandvejen og efterfølgende i Halsnæs Forsyning på Havnevej. Ved skiftet har vi opnået en bedre effektivitet og en mere sikker spidslast og nødforsyning. Samtidig blev den anden oliekedel opgraderet, så den også er up-to-date.