Bestyrelsens arbejde

Det laver bestyrelsen Bestyrelsen for Halsnæs Forsyning A/S består af to kunderepræsentanter, to medarbejderrepræsentanter samt fem repræsentanter, der er udpeget af Kommunalbestyrelsen i Halsnæs Kommune. Se hvem, der sidder i den nuværende bestyrelse.

Som bestyrelsesmedlem får du indflydelse på selskabets planer for fremtiden. Du er for eksempel med til at tage beslutninger om budgetter, investeringsplaner, driftsstrategier, serviceniveau, takster og udviklingsprojekter. 

Pligter og ansvar og rettigheder

Halsnæs Forsyning er underlagt selskabsloven, som du kan finde her.

Du har som kunderepræsentant samme ansvar, rettigheder og pligter som øvrige bestyrelsesmedlemmer jf. lovens § 115. 

Alle skal varetage selskabets interesser. Ingen må varetage personlige interesser eller tilgodese leverandørers, kunders, kreditorers eller debitorers særinteresser i bestyrelsesarbejdet.

Alle bestyrelsesmedlemmer har desuden tavshedspligt samt strafferetligt og erstatningsretligt ansvar. Du kan altså som bestyrelsesmedlem blive holdt personligt erstatningsansvarlig for tab, som bestyrelsens handlinger eller undladelser påfører Halsnæs Forsyning eller andre, hvis bestyrelsen ikke varetager sine opgaver forsvarligt. Halsnæs Forsyning har dog tegnet en bestyrelsesansvarsforsikring. 

Du kan læse mere om forpligtigelserne i Valgregulativ. 

Ethvert bestyrelsesmedlem har adgang til internt materiale, kan indkalde til møde, har stemmeret og ret til at få sin mening ført til referat.