Informationsmøde Lisleje

Generel information om sommerhuskloakering

Byrådet i Halsnæs Kommune besluttede i 2022, at fem sommerhusområder i Halsnæs skal spildevandskloakeres. Det er sommerhusene ved Maglemosegrøften i Liseleje samt fire sommerhusområder ud til Roskilde Fjord. Beslutningen blev taget som en del af kommunens nye spildevandsplan.

Halsnæs Kommune har en lang kyststrækning og mange store sommerhusområder. Mange af sommerhusene er gamle og har forældede spildevandsløsninger. Det er derfor nødvendigt at modernisere og fremtidssikre håndteringen af spildevand i disse områder for at imødekomme nutidens krav og sikre deres funktion.

Spildevandskloakeringen begynder i Liseleje, hvor 223 sommerhuse skal tilsluttes kloak fra 2024-2026. Projektet skal give sommerhusejerne et tidssvarende kloaksystem, der samtidig sikrer renere vand i vandløb, fjord og hav – til gavn for planter, dyr og mennesker.